1928 Lutz
Fra Katolske dokumenter
KORS OG ALTER
EFTERTANKER OVER MESSEOFFERET OG MESSLITURGIEN
AV A. J. LUTZ - PREST I DOMINIKANERORDENEN
Imprimatur: Oslo, 8. september 1928 Olaf Offerdahl, administrator apostolicus
Eget forlag - Neuberggaten 15
FORORD.
Hver dag frembæres det hellige messeoffer i den katolske Kirke. Om søndagene foregaar den liturgiske gudstjeneste med en særskilt høitidelighet, om hverdagene i taus andagt. For alle katolske kristne er det det øieblik hvor de klarere blir sig sin tro bevisst. I høiere forstand end almindelige andagtsøvelser er messeofferet et møte med Gud i Kristus. Det er derfor av den største vigtighet for vort religiøse liv, at vi følger den hellige ritus med opmerksomhet og med iver. Men baade vor opmerksomhet og vor iver vokser, jo mere vi fordyper os i liturgiens mening. Først ved andægtig at granske den gaar det op for os hvilken fylde av høie trossandheter, hvilken rikdom av religiøs oplevelse der er nedlagt i den av den bedende Kirke.
Foreliggende arbeide vil være en veiledning til en bedre forstaaelse av vort messeoffer. Den messeritus som her forklares, er den latinske høimesse i dens almindelige form som brukes hele verden over. Der eksisterer i den katolske Kirke flere andre former av messeliturgien, f. eks. de forskjellige orientalske rituser. Den romerske Kirke ikke bare taaler dem, men bevarer dem som ældgamle, ærværdige vidnesbyrd om den samme katolske tradition angaaende messeofferets væsen, skjønt de i de uvæsentlige ting har utviklet sig efter andre metoder, under paavirkning av det orientalske andagtslivs forskjellige krav. Ogsaa indenfor den latinske ritus findes endel ceremonier som avviker fra de almindelige, og som med Kirkens samtykke bevares i et eller andet bispedømme eller i nogen munkeordener, f. eks. hos Karthauserne og Dominikanerne. Disse avvikelser er imidlertid saa faa, og av saa liten betydning, at foreliggende forklaringer likesaagodt gjælder for disse ældre former av den latinske ritus som for den nuværende.
Det vilde ikke være mulig i en liten bok at gi en uttømmende kommentar over alle enkeltheter i messeliturgien. Min hensikt er at fremhæve hovedideerne og at vise liturgiens sammenhæng med vort dogme og dens store værdi for vort andagtsliv. Emnet gir vel ogsaa anledning til en eller anden teologisk utredning, især med hensyn til frelsesmysteriet, transsubstantiationen o. a.. Der er læsere som kanske føler sig mindre tiltalt av det. De hylder den opfatning at dogme og liv, teologi og mystik staar i motsætning til hverandre, at det er likefrem formastelig at ville uttrykke evangeliets aabenbaring i menneskelige tankeformer. Imidlertid ber vi dem at huske paa at de dogmatiske avhandlinger i det hele tat absolut ikke gjør fordring paa at forklare mysterierne, men at vise hvori de ligger, at paapeke den grense som skiller mellem det guddommelige og det menneskelige, forat vi ikke skal ta for et guddommelig mysterium det som vor fornuft kan fatte, men heller ikke erklære for naturlig sandhet det som overstiger fornuftens evne. Den troende som gjerne vil trænge dypere ind i sin religion, og især den, som kanske føler sig litt i vildrede paa grund av den moderne kritiks angrep paa dogmene, skal belæres om at alle de indvendinger, som videnskapen eller vranglæreren reiser mot dem, ikke holder stik. Selve den aabenbarte sandhet, dogmets egentlige indhold, er og blir det uutsigelige. Den fromt betragtende sjæl dvæler ved det med glæde. Til en viss grad faar den ogsaa ved sin betragtning en dypere for staaelse av det, ikke i kraft av sin fornuft, men ved en hemmelighetsfuld intuitioin, en overnaturlig mystisk anelse, som den Helligaand fremkalder i den ydmyge og gudelskende sjæl.
Oslo den 8. september 1928.
A. L.
"Herre, kom mig ihu, naar Du kommer i Dit rike!" (Lukas 23, 42)
I. DEL
MESSEOFFERET OG FRELSESMYSTERIET
I.
"Min Fader, er det ikke mulig at denne kalk gaar mig forbi, uten at jeg skal drikke den, da ske Din vilje." (Math. 26, 42)
Jesus fra Nazareths død paa korset under den romerske keiser Tiberius har ikke den samme betydning for en troende som for en vantro. For en vantro led Jesus bare en forbryderdød. For en troende frembar Han et offer. Hans død var ikke først og fremst en virkning av jødernes hat eller av en romersk magthavers vilje. Den hadde som uraarsak noget høiere end fanatiske rænker eller politiske beregninger, nemlig en fri beslutning av en mand, som vilde dø for at ofre sig Gud.
Nu visste jo Jesus at Han kunde fuldbyrde sit offer til Faderen uten at gaa i døden. Den egentlige offergave er jo hjertet. At ville leve i Gud, med hele sit hjerte at søke Ham, som er vort ophav, dette er offerets inderste væsen. Vel ligger det i vor menneskelige natur, som ikke bare er aand, men aand og legeme, at det indre offer aabenbarer sig ved ydre tegn, ved symbolske handlinger eller gaver. Jøderne og de hedenske folkeslag kunde ikke tænke sig et offer uten at et dyr blev slagtet, undertiden endog et menneske, eller at jordens frugter blev tilintetgjort paa et alter. Alle disse og lignende rituser, for saavidt de ikke er blandet med moralske vildfarelser, svarer til den menneskelige naturs krav. Men de er bare symboler, synlige tegn og billeder, som for os kristne betyr sjælens usynlige hengivelse til Gud, sjælens trang til at opløfte sig til Ham. De hjælper mennesket til at si hvad det føler like overfor Gud. De vækker slumrende religiøse tanker og følelser ved likesom at fremstille dem i et billede, som taler et mere gripende sprog end abstrakte idéer. Men løsrevet fra det aandelige er det synlige symbol uten værd, et legeme uten sjæl.
Kristi offer var derfor først og fremst en aandelig gjerning. Det var Hans hjertes gave til Faderen, Hans uavbrudte vilje at leve for Gud. "Fader, i Dine hænder overgir jeg min aand" (Lukas 23, 46). Fra sin jordiske tilværelses første stund av overgav Han sin aand, sit liv, i Faderens hænder, Han tænkte aldrig en tanke, talte aldrig et ord, utførte aldrig en handling, som ikke var besjælet av den reneste vilje til at føre alt tilbake til Faderen, som til skabningens ophav og maal. Hvert øieblik frembar Han sit indre offer, hvad enten Han var sammen med mennesker eller trak sig tilbake til ørkenens ensomhet. Jesus lever i Gud.
Derav kommer den guddommelige adel, som præger Jesu ord og gjerninger i den grad, at de for os ikke bare blir en gjenstand for evig beundring, men vort eget livs absolutte norm. Intet andet menneske er os saa nær og bøier sig ned til os med en saa forbarmende kjærlighet, intet menneske er vort i samme grad. Og allikevel har vi like overfor Jesus følelsen av en personlighet, som lever paa et uendelig høiere plan end vi : Vi aner i Ham et sjæleliv som utfolder sig høit over tid og rum, uberørt av jordens skiftende vilkaar. Jesus lever i Gud. Jesus har frembaaret for al evighet sit hjertes offer.
Imidlertid gaar Han allikevel stadig med tanken paa, at der skal komme en dag, hvor Han vil gi sit indre offer et synlig og gripende uttryk. Han vil gi sig sine fiender ivold for at dø, en voldsom død. Først ved hemmelighetsfulde antydninger, derefter med altid klarere ord gir Han sine discipler at forstaa at jøderne og hedningerne skal faa magt over Ham. Han kunde vel undslippe deres rænker. Men Han vil ikke. Ja, Han længes endog efter de pinsler som venter Ham, omend Hans hjerte skjælver, naar Han i aanden ser det opreiste kors: "Jeg har en daab at døbes med, og hvor lider jeg ikke, før den fuldbyrdes." (Lukas 12, 50).
Og endelig kom Hans time. Hvorfor vilde Jesus at denne time skulde komme? Hvorfor de dype sjælekvaler i oljehaven og de rædselsfulde pinsler i domhuset, paa veien til Golgatha og paa korset? Jesus hadde jo fuldbyrdet sit offer i sjælens ophølede helligdom fra den første stund av. Hvorfor vil Han utgyde sit blod? Netop fordi Hans vilje er helt overgit i Faderens vilje. Faderen vil at Jesu indre hengivelse skal bli aabenbart for hele verden ved dette synlige offers uendelig gripende vidnesbyrd. Jesu blodige offer, det er Faderens vilje, skal være kilden til menneskenes frelse fra syndens magt. Og Jesus underkaster sig Hans vilje. Jesus dør forat ogsaa menneskene igjen skal opnaa et leve i Gud.
II.
"Kristus blev ofret en gang for at bortta manges synder." (Hebr. 9, 28)
Menneskene levet skilt fra Gud. Vi kjendte ikke vor Gud og Fader, vi elsket Ham ikke, men negtet Ham vort hjertes offer og levet langt borte fra Ham i en mørk landflygtighet, fordi vi hadde gjort oprør mot Ham og foragtet Hans kjærlighet, i den tro at finde vor salighet ad vore egne veier i vor naturs trange grænser. For at finde veien tilbake til Gud maatte vi først frigjøres fra synden ved en forsoning.
Hvad denne forsoning maatte være, fremgaar av selve syndens væsen. Der er to momenter i synden: en skyld og en straf. En skyld, fordi synden er et oprør mot Guds hellige lover, mot den orden Hans visdom har fastslaat for vort livs fuldkomne utvikling, og fremfor alt et oprør mot Guds kjærlighet. At negte at elske Gud, det er syndens inderste ondskap. Og deri har ogsaa syndens forfærdelige straf sit utspring : den evige fortapelse. Det er ikke Gud som er fordømmelsens aarsak, men synderen selv, som med sin vedvarende foragt for Guds naade likesom tvinger Gud til at overlate ham til sin onde vilje. Naar evigheten aapner sig for et menneske, og naar det gaar under i den evige død, saa sker det fordi mennesket indtil det siste øieblik har negtet at ta imot Guds naaderike kjærlighet. Selve synden blir da syndens straf. Helvedet har vel ogsaa fysiske kvaler, men i første række er helvedets straf det haardnakkede, evigvarende oprør mot Gud, den evigvarende vægring mot at elske Ham, blandet med en dyster fortvilelse over at ha mistet alt ved at ha mistet Gud.
Fordi synden medfører en straf, maatte Jesu forsoning være forbundet med lidelser og med døden. Alle de pinsler som Jesus gjennemgik paa jorden, fra Bethlehem indtil Golgatha, traadte istedetfor de evige kvaler menneskeslegten var hjemfalden til for sit hovmods, sin urenhets og grusomhets, skyld. Og Jesu lidelser har en uendelig større værdi for at fyldestgjøre den guddommelige retfærdighets krav end alle menneskers evige straf vilde ha hat. Men synden var ikke hermed sonet. For at utslette den egentlige skyld, oprøret mot Gud, og for at gjenoprette venskapet mellem, Gud og mennesket, maatte mennesket i ydmyghet, i lydighet, i ren og ædel kjærlighet vende tilbake til Ham. Først da var syndens onde overvundet.
Derfor var Jesu død paa korset ikke først og fremst en fyldestgjørelse for den guddommelige retfærdighet, som kræver synden straffet, men et vidunderdig gripende vidnesbyrd om Jesu kjærlighet og lydighet overfor Gud, som forlanger dette offer. Det var Hans ydmyge hjertes hengivenhet, saa uendelig høit hævet over al egoisme, Hans hellige, trofaste, altovervindende kjærlighet til Faderen som var frelsesgjerningens inderste kraft og værdi. Jesus gir Faderen uendelig mere tilbake end det syndige menneske hadde unddrat Ham. Ti det er Gud som adlyder Gud i en menneskelig natur. Hans ydmyge underkastelse og hengivelse har uendelig mere religiøs skjønhet end alle menneskers lydighet vilde ha hat, om de hadde bevart sin oprindelige uskyld. [Vi bør ikke glemme at alle disse uttryk: "Fyldestgjøre Guds retfærdighet", "gi Gud tilbake det vi hadde tat fra Ham", "betale vor gjæld til Gud" o.l. maa tas i analogisk betydning. Vi kan ikke tale om syndens uret med et andet sprog end det menneskelige. Baade synd og forsoning er mysterier. Deres indhold er noget uendelig mere forfærdelig for syndens, og uendelig mere velsignet for forsoningens vedkommende end vore begrep om gjeld og betaling. Det er en altfor letvint ironi at le over vor saakaldte kommercielle opfatning av vort gudsforhold.] Forløsningen er vel ogsaa retfærdighetens, men uendelig mere kjærlighetens mysterium, kjærligheten som fra Jesu hjerte stiger op til Faderen og blir tat imot av Faderen.
Det er derfor en alvorlig misforstaaelse av Skriftens ord naar en vis mystik eller rethorik paastaar at Jesus var blit en gjenstand for Guds avsky, fordi Han hadde tat vor synd paa sig. De ord som findes hos Paulus: "Han blev en forbandelse for os " (Gal. 3, 13) o.l. eller Jesu eget smertesskrik: "Min Gud, min Gud, hvorfor har Du forladt mig?" (Math. 27,46) har ikke den mening. Talemaater som denne: "Guds vredesskyer samlet sig tykt omkring hele menneskeslegten. De utladet sig over Jesus alene, Han blev forbandet for os og et vredens kar " er urimelige fraser, og tar man dem i strengt bokstavelig forstand, ret og slet blasfemiske. Mellem Jesus og Faderen har der aldrig været andet end den uendelige guddommelige kjærlighet. Mens Jesus i ydmyg hengivenhet frembar sit livs offer for at adlyde Faderens vilje, mens Han blandt andre kvaler led den knugende indre forlatthet, var han Faderens elskede Søn som evig før. Vor forsoning blev ikke fuldbyrdet derved at Jesus skulde ha lidt den forbandelse vi var hjemfaldne til, fordi straffen alene, selv den evige straf i helvedet, aldrig kunde utslette synden, men derved at syn-den i sit egentlige væsen som oprør mot Gud, blev tilintetgjort ved Jesu uendelig store kjærlighet og lydighet.
III.
"Saa har Gud elsket verden, at Han har git sin Søn, den Enbaarne." (Joh. 3, 16-)
Men hvorfor krævet Gud dette offer av Jesus? Var ikke Hans hjertes fuldkomne hengivenhet til Faderen tilstrækkelig for at utslette oprørets onde? Hvorfor vilde Gud i sin uendelige miskund ikke tilgi synden uten Golgathas rædsler? Det kristne hjerte har vel lov, i sin trang til at se dypere i frelsens mysterium, til at stille dette spørsmaal. Mennesker som mener at kunne maale alt med sin fornufts, eller sin erfarings maal, gaar saa langt at de enten vægrer sig mot at tro paa Jesu forløsning og erklærer dette mysterium, sammen med alle andre overnaturlige sandheter og med selve aabenbaringen, for legende, eller beskylder os for at forvanske gudsbegrepet ved at tilskrive den himmelske Fader den uhyrligste grusomhet. Imidlertid formaar ikke vantroen at tilintetgjøre forløsningens guddommelige kjendsgjerning. At den overstiger vor fatteevne, er bare et bevis paa at Gud er mere end vi, at der i dette mysterium som i alle andre, ligger skjult en ophøiet realitet. Gud alene har den klare indsigt i forsoningsofferets storhet. Han alene kjender fuldt ut de grunde, hvorfor Jesus maatte lide. Allikevel kaster selve troen et lysstreif i mysteriets dunkelhet. Naar vi i beundring og medlidenhet ser op til den døende Frelser og spør : hvorfor, min Gud, hvorfor? da svarer Evangeliet : "Saa har Gud elsket verden!"
Sikkert kunde Gud ha utslettet syndens onde og ulykke ved simpelthen at tilgi den. Men Guds verk er altid præget av visdom og barmhjertig nedladenhet mot os. Han vilde ikke bare frelse os, men frelse os paa en maate som svarer til vor natur, tillemper sig efter vor svakhet, frelse os ved at iklæde sin forløsende barmhjertighet former som vi kan føle, forstaa, for derved med desto større begeistring og taknemlighet at kunne gi Ham vort hjerte tilbake. "Ordet er blit kjød". Gud kommer os i møte i menneskelig skikkelse, forat vi kunde "se og høre Ham og føle paa Ham med vore hænder" (1. Joh. 1, 1). Ut fra den samme trang til at nedlate sig til menneskene vilde Gud at ogsaa forsoningen gjennem Hans Søn skulde ske i en form som menneskene kunde se og føle. Jesu aandelige offer skulde aabenbare sig i den mest gripende og rørende form.
Jesu død paa korset med alle de lidelser som gik forut, gir os for det første en større visshet om at vor synd er utslettet. Hadde Gud tilgit os og gjenoptat os i naade uten dette offer, saa vilde vi sikkert ha trodd paa vor frelse, som vi tror paa alle aabenbarte sandheter, og levet i en tryg forventning om himlens salighet. Men Gud vilde gi os den trøst, som menneskehjertet sætter saa uendelig stor pris paa, ikke bare at tro paa vor frelse, men at se den, at føle den. Naar vi opløfter vore øine til Kristus paa korset, naar vi ser at et menneske i vort sted lider de pinsler vor synd hadde fortjent, naar vi med andagt betragter Jesu dødsangst, Hans kvaler og forlatthet og hører Hans røst: "Det er fuldbragt", og overveier at alt dette foregaar ut fra en uendelig kjærlighet til Gud, en uendelig ren underkastelse under Faderens vilje : da tror vi ikke bare at vor synd er utslettet, men vi føler det i vort inderste hjerte.
Derefter indgir Jesu -lidelse os en større avsky for synden. De kristne som alvorlig efterstræber renhet, kjærlighet, taalmodighet, ydmyghet, vet godt hvilken moralsk energi der ligger i betragtningen av Jesu vunder. At være vidne til de rædselsfulde kvaler synden har bragt over den skyldløse, gjør at synden staar for os i sin fulde hæslighet. Vistnok kan dragningen mot det onde være mægtig. Men endnu mægtigere er den følelse av grusomhet og feig utroskap, som griper hjetet, naar det under syndens fristelser flygter hen til den døende Kristus.
Men fremfor alt er det en voksende kjærlighet, til Gud som vi øser av korsets mysterium, kjærlighet til Faderen som gav os dette Offerlam, kjærlighet til Jesus som gav sig hen for os. Her aabenbarer Guds miskund sig i den fonn, som stærkest griper menneskets hjerte. "Derpaa har vi kjendt Guds kjærlighet, at Han har git sit liv for os" (1. Joh. 3, 16). "Ingen har større kjærlighet end denne at han sætter sit liv til for sine venner". (Joh. 15, 13). Nei, der gives ikke noget større vidnesbyrd om hengivenhet end at gi sit liv for en. Alt andet har jo bare værd fordi vi lever. Og Gud gav livet for os uten tvang, uten nølen, for mennesker som hadde foragtet Hans venskap. Et oprigtig hjerte som overveier dette, kan ikke staa imot en saa rørende aabenbaring av Guds kjærlighet.
Derfor føler alle kristne, saafremt de ikke har mistet den levende tro, en vidunderlig dragning mot Jesus i oljehaven og paa korset. Derfor drar pilgrimer uten tal til Jerusalem. Derfor har vore kirker sin korsvei og sin Mater Dolorosa. Alle sande kristne vil med Jesu moder staa ved korset og føle sverdet gjennembore sit hjerte, den medlidende kjærlighets sverd. Derfor gaar den angrende synder hen til den Korsfæstede og kysser Hans hellige saar. Han vet at det er ham som er skyld i dem, men ogsaa at det er disse saar som har gjenopvakt i hans indre sansen for det evige liv. Jesu offer i denne gripende form blir da den egentlige aarsak til vort eget offer, hjertets tilbakevenden til Gud. Syndens onde blir fuldkommen utslettet.
Paa spørsmaallet: av hvilken grund krævet Gud dette offer av Jesus? gives der derfor intet andet svar som er Gud værdig end dette: Gud er kjærlighet! De som bare taler om retfærdighet, om Guds vrede, de som gaar og indbilder sig at Gud var sig selv skyldig at hevne vor utroskap, og at Han ikke kunde gi os tilbake sin naade, før synden var utslettet med blod og pinsler, har en altfor tarvelig opfatning av Gud og misforstaar frelsesmysteriets dypeste indhold. Retfærdigheten har vistnok sine krav. Men naar vi har en Frelser som kunde fyldestgjøre Guds retfærdighet, saa har vi netop Guds elskende hjerte at takke derfor. De bibelske ord om løsepenger, gjenløsning o. a. har sin store betydning. Men vil vi gi uttryk for den høieste aarsak til Jesu forsoningsverk og dets dypeste grund, saa finder vi bare ett ord: "Saa har Gud elsket verden, at Han gav sin Søn, den Enbaarne".
IV.
"Kristi kjærlighet driver os, idet vi overtænker at, naar én er død for alle, da er alle døde." (2. Kor., 5, 14)
Men nu reiser sig et andet problem for den sjæl som fordyper sig i eftertanken om forsoningen : Hvorledes kan Jesu offer ha en frelsende virkning for os? Det er jo ikke vi som ofrer vårt liv. Vil Guds retfærdighet at forsoningen skal ske ved en straf, hvorledes kan den skyldige faa naade, naar det er den uskyldige som lider? Vil Gud at vort oprør mot Ham skal gjøres godt igjen ved hjertets ydmyge tilbakevenden til Ham, hvorledes kan vi bli gjenoptat som Guds barn, naar det er en anden som elsker Ham og underkaster sig Hans vilje? Kan Jesu offer virkelig erstatte vort? At Hans kjærlighet til os er uendelig rørende, at Hans sjælsadel er et vidunderlig forbillede for os, kan vi forstaa. Og Hans død, en uskyldigs død, kan ikke andet end vække beundring og dyp medfølelse. Et menneskes ædle, heltemodige hengivelse for en sak er altid noget gripende. Hvor meget mere naar det er Jesus! Men Jesu død har efter vor kristne tro en meget dyperegaaende virkning end at fremkalde følelser. Den skaper et nyt liv i os. Og her er det hemmelighetsfulde. Hvorledes kan Hans død være aarsak til at himlen aapner sig for os, at et nyt liv utgydes i vor sjæl, at Faderens blik med velbehag hviler paa os som paa "en ny skabning" (Gal. 6, 15), at den Helligaand bor i os og at ukjendte livsimpulser vælder frem i vort indre for at drage os til Gud? Ti det er forløsningens velsignede frugt. Jesu retfærdighet blir os ikke bare tilregnet, men trænger ind i sjælens dyp som et nyt, et overnaturlig liv. Den store forskjel mellem Guds naade og menneskenes er netop den at et menneskes kjærlighet forutsætter det gode for at vaagne, mens den guddommelige kjærlighet skaper det. Guds virken kan ikke være andet end skapende. Forløsningens frugt er liv. Men hvorledes kan Jesu lidelse være aarsak til at Gud elsker os, da det jo ikke er vi som soner? Visse teologer svarer at Jesus sonet som stedfortræder for hele menneskeslegten, og det er utvilsomt rigtig. Men den sandhetssøkende sjæl er ikke tilfredsstillet hermed. Hvorledes kunde Hans soning være stedfortædende? Hvad var det som gjorde at Gud tok imot den istedenfor vor? Kan en andens offer frembringe saa underfulde virkninger? Nei, hvis Jesus var en anden, en fremmed. Men Jesus og menneskeslegten er ett.
Vi støter her paa det kristne livs store mysterium, vor mystisk-organiske enhet med Jesus, som det nye testamente og den apostoliske tradition betragter som den eneste kilde til vort liv i Gud: "I er Kristi legeme og lem ved lem ". (1. Kor. 12, 27) [Jeg tillater mig at henvise til "Katolicismen og det personlige Gudsforhold" av A. Lutz (Oslo, hos Norli), hvor denne sandhet er blit utførlig belyst ved en række skriftsteder.]
I Jesus er hele menneskeslegten indbefattet. Han er ophavsmanden til en ny menneskeslegt. Likesom Adam var ophavsmanden til menneskeslegten med hensyn til dens naturlige liv, saaledes blev en ny slegt skapt i Jesus, idet vi fra Ham mottar vort væsen som Guds barn. Den sande Jesus er ikke bare et individuelt menneske. Hele menneskeslegten, saafremt den vil ta imot det nye liv, staar i en hemmelighetsfuld forbindelse med Ham, en forbindelse som vel er usynlig, ubegripelig, men allikevel dypere, inderligere og mere levende end den naturlige enhet mellem vort legemes lemmer og organer, fordi den kraft som knytter os til Jesus, er den guddommelige kjærlighet, som fik Guds Søn til at forene den menneskelige natur med sig.
Betragter vi Forløsningsmysteriet ut fra denne tanke, saa forstaar vi hvordan Hans død forsonet os med Gud. Forenet med Ham har ogsaa vi frembaaret vort livs offer for Gud. Vi er blit korsfæstet med Jesus, i Jesus. Vi blev, saa at si, sat i en mystisk dødstilstand med Jesus og blir betragtet av Gud som et offer med Ham, Faderen tar imot os med kjærlighet. Den kjærlighet med hvilken Han elsker sin enbaarne Søn, utstrækker sig nu til hele den menneskelige natur, som Jesus paa en saa underfuld maate har forenet med sin guddommelige Person, hengit som et offer og ført tilbake til Gud: "Jeg er korsfæstet med Kristus. Jeg lever, dog ikke jeg mere, men Kristus lever i mig " (Gal. 2, 19). "Kristus er en gang død for vore synder, den retfærdige for de uretfærdige, forat Han kunde føre os frem til Gud. " (1. Petri 3, 18).
V.
"Gjør dette til min ihukommelse" (Lukas, 22, 19)
Forsoning med Gud, delagtighet i Jesu eget liv som Guds Søn, en ny, overnaturlig livskraft for at kunne frembære vort hjertes offer for Gud og sammen med Jesus at leve i Ham, det er virkningene av Jesu offer paa korset.
Men for at faa del i denne velsignelse, maa vi opfylde en betingelse: vi maa holde os forenet med det guddommelige Offerlam. Den som fjerner sig fra den Korsfæstede, fjerner sig fra selve livets kilde. Vi lever jo i Gud, netop fordi vi ved vor enhet med Jesus har del i Hans liv, død og opstandelse. Skal Hans sonoffer frelse os fra døden, maa vort personlige og naturlige liv præges av dette mystiske samlivs aand. Jesu offer maa bli vort livs norm og grundlov. Men det blir det først derved, at vi med en oprigtig vilje samtykker i at være, korsfæstet med Ham. Jesus vil ikke drage os til sig med tvang, men Han vil vække i vort hjerte den gode vilje for kjærlig at ta imot de impulser, som utgaar fra Hans offer, for i trofast overensstemmelse med "det sindelag som er i Kristus Jesus" at frembære for Gud vort eget hjertes offer.
Det første en sjæl føler trang til, naar den virkelig samtykker i den naaderike enhet med Jesus, er inderlig at komme Hans lidelser ihu. At vaake og be med Ham i oljehaven, at staa ved korset med blikket fæstet paa den døende Frelser, er det kristne hjertes store andagt. Vi føler vel at vor evige skjæbne avhænger av det som foregik der, ikke bare vor egen personlige, men hele menneskeslegtens. Klarere og klarere ser den troende, som lever i sin tro, korsofferets uendelige betydning. Ingen begivenhet i verdens historie har som denne krav paa vor erindring. Hvad er de store tildragelser historien fortæller om, de store seire paa slagmarkene, de voldsomme revolutioner,.kongerikenes opstaaen eller fald? Tiden gaar sin gang, og de mister sin storhet. De kan vel frembringe nogen virkninger paa jordens overflate, i menneskeslegtens ydre vilkaar. De forandrer nationenes indbyrdes forhold litt, forskyver grænsene for en tid, uvider eller indskrænker sprogenes omraade, ændrer litt menneskenes syn paa det økonomiske liv, paa de jordiske interesser, paa den verden, "hvis skikkelse forgaar" (1. Kor. 7, 31). Men i sin dypeste grund blir mennesket uberørt av dem, overlatt til, sin egen elendighet og sine dype savn. Men da Jesus av Nazareth døde paa Golgathas høide mellem to røvere, da skedde noget som forandret Ikke verdens overfate, men menneskets dypeste indre. Ti da sænket sig ned i os en guddommelig livskraft, som sætter os istand til at finde igjen det vi hadde mistet: veien til Gud.
Forat menneskene skulde bevare et levende minde om korsofferet, indstiftet Jesus selv en hellig ritus, som fremstiller det for os: "I den nat Han blev forraadt, tok Jesus brødet, takket, brøt det og sa : Ta og æt, dette er mit legeme, som skal hengives for Eder. Gjør dette til min ihukommelse. Likeledes tok Han ogsaa kalken, efterat Han hadde holdt maaltid, og sa: Denne kalk er den nye pakt i mit blod. Gjør dette, saa ofte som I drikker, til min ihukommelse" (1. Kor. 11, 23-25). Gjør dette til min ihukommelse! Naar den katolske prest, utrustet med Jesu prestelige fuldmakt, uttaler over brødet de samme ord som Jesus: "dette er mit legeme", da er Jesu legeme virkelig og væsentlig tilstede under brødets ydre skikkelser. Naar han uttaler konsekrationens ord, Jesu egne, over vinen, da er ogsaa Jesu blod virkellg og væsentlig tilstede under vinens skikkelser.
Denne ritus er et billede paa Jesu død. Den adskilte konsekration av Jesu legeme og blod under to forskjellige skikkelser fremkalder erindringen om det store øieblik, hvor Jesu legeme hang paa korset, mens Hans blod randt til jorden. Saaledes henledes vøre tanker paa Jesu offer. Vi ikke bare læser i bøker om Jesu død, men vi ser den ved en symbolsk ritus, ved en uttryksfuld fremstilling. Den foregaar likesom paany for vor sjæl. Da vaagner vor kjærlighet til Frelseren med ny kraft. Og med ny overbevisning om hvad Hans død er for os, samtykker vi i at være korsfæstet med Ham.
VI.
"Men denne har et uforgjængelig prestedømme, fordi Han blir evindelig, hvorfor Han ogsaa for evig kan frelse dem, som kommer til Gud ved Ham, da Han altid lever for at træde frem for os." (Hebr., 7, 24-25.)
Men en fremstilling av Jesu død og en ihukommelse, hvor inderlig den end kan være, er ikke nok for at gi os den fulde bevissthet om vor mystiske enhet med Kristus Guds Lam, og det elskende samtykke i den. Kristus vilde ikke at vi bare skulde føle os som ett med Ham ved at fordype os i mindet om noget, som skedde for to tusen aar siden. Han vilde at vi virkelig skulde delta i et virkelig offer, som idag og hver dag blir frembaaret. Messeofferet er derfor efter Jesu vilje meget mere end en symbolsk fremstilling av korsofferet. Det er korsofferet som en stadig fornyet virkelighet, som ,en stadig flytende naadens kilde. Deri ligger den katolske messes storhet og dens dype indflydelse paa det kristne livs utvikling. Dette maa opfattes paa følgende maate:
Ved konsekrationen er Jesus Kristus virkelig, personlig tilstede under brødets og vinens skikkelser, den samme Kristus, Gud og menneske, som blev født i BethIehem. og døde paa Golgatha. I Hans hjerte lever ogsaa det samme store offersind som paa den tid, da Han uttalte de ord: "Jeg har en daab at døbes med, og hvor lider jeg ikke, før den fuldbyrdes!" og "Fader, i Dine hænder overgir jeg min aand ". Altid og evig er Han besjælet av en saa fuldkommen kjærlighet til Faderen, at Han vil opofre sit liv til Ham uten forbehold, i en absolut ren overensstemmelse med Hans vilje. Ogsaa os mennesker elsker Han med den samme ædle, ømme velvilje. Altid og evig er Han sig bevisst at være stamfaderen til den nye slegt av Guds barn, hodet paa en mystisk organisme, som omfatter alle folkeslag i alle tider, kilden til de guddommelige livsimpulser, som drager menneskene til Gud. Dø kan Han vel ikke mere for at vise sin kjærlighet. Hans offer foregaar uten blod, uten pinsler og forlatthet, uten taarer og dødsangst, uten alle de hjertegripende omstændigheter Evangeliet beretter om. Men den aand som fik Ham til at lide alt dette, bevarer Han evig, og evig bekræfter Han sit offer paa korset. Vi kan derfor med fuld sandhet si at Jesus ofrer sig paany, bare vi først og fremst er opmerksom paa offerets egentlige, aandelige natur, og ikke forbinder det med forestillinger om fysisk vold, som ikke nødvendigvis hører med til et offer. Hvad der hører med hertil er en ydre ritus, for at anskueliggjøre det som foregaar i hjertet. Paa Golgatha var denne ritus Jesu livs synlige, gripende hengivelse. I messeofferet er denne ritus (len samme som ved den siste nadver: konsekrationen av brød og vin, som en symbolsk fremstilling av Jesu død. Ved nadverborclet, paa korset og paa alteret er offeret det samme, bare under en forskjellig ritus.
Men hvad er da prestens hverv, dersom det er Jesus, som frembærer offeret? Presten handler "in persona Christi", det vil si han utfører i Kristi sted, med Kristi fuldmagt og paa Kristi befaling den gjerning som fremstiller Kristi offer.
Kristus er usynlig for os. Allikevel vil Han at Hans offer skal frembæres under en synlig ritus. Ti Jesus taper aldrig av syne at Hans Kirke er et samfund av mennesker, og at deres religiøse liv maa anta menneskelige, det vil si: sociale former.
Derfor vil Han gi sit offer, som skaper det religiøse liv i de troendes hellige samfund, en synlig form, svarende til menneskets sociale natur, forat aIle kan samles ved alteret, ved korset, i en fælles lovprisning og taksigelse for sit fælles liv i Kristus. Den katolske prest er Kristi redskap. Han utfører for det troende folk den ritus, ved hvilken Kristus vil gi sit offer en synlig skikkelse og som Han selv utførte ved nadveren. Presten ofrer Jesu legeme og blod, ikke i den forstand at han skulde sitte inde med en absolut autoritet over Jesus, men i kraft av en overdraget ret og fuldmagt han fik, da han ved et særskilt sakrament blev viet til prest, det vil si delagtiggjort i Kristi eget prestedømme.
Ti den ypperste, den evige prest er Kristus selv. Fremfor alle andre er det Ham som meddeler os de guddommelige goder og fører os til Gud. Han blev ikke viet til prest, men Han er prest i kraft av sit eget væsen som Gud-menneske. I Hans Person møtes Gud og menneskeheten i en hemmelighetsfuld forening. Var Han ikke menneske, saa kunde Han ikke frembære noget offer paa menneskenes vegne. Var Han ikke Gud, saa hadde Hans offer ikke den uendelige værdi i Guds øine, som det har. Men da Han er baade Gud og menneske, er Han for alle tider den eneste prest, som Han ogsaa er det eneste Offerlam. De øvrige prester faar sin fuldmagt ved at bli delagtig i Jesu prestedømme. Hvad de gjør ved alteret gjør de, fordi Kristus vil gjøre det gjennem deres tjeneste, efterat Han hadde gjort det ved nadverbordet i sin egen Person.
Utrustet med denne prestelige værdighet og magt kan presten paa Jesu vegne fuldbyrde den ritus, som Jesus har in~dstiftet for at fremstille og fornye korsofferet. I Jesu navn gjør han dette offer synlig £or Kirken. I Kirkens navn kan han i en viss forstand sies at frembære Jesu legeme og blod til Faderen, da Jesus jo i alterets sakrament er Kirkens dyrebare, ophølede skat. Men det egentlige offer er Jesu egen hengivelse. Han er prest og offergave paa samme tid.
Denne offergave er imidlertid ikke bare Jesus i sin individuelle Personlighet. Han ofrer os alle med sig,.naar vi ikke med vor onde vilje sætter os imot. Heri ligger messeofferets store velsignelse. Dette er hovedaarsaken, hvorfor messofferet er den religiøse handling som fører os dypest ind i Frelserens hjerte, den som paa den virksomste maate gjør os vor mystiske enhet med den Korsfæstede bevisst, og gjør at vi tar den som grundlov for vort personlige liv. Ti Kristus og Hans Kirke er ett. Han bærer hele menneskeslegten i sig. Saa som vi alle døde, da Han døde paa korset, saaledes blir vi alle ofret igjen, naar Han ofrer sig. Ved at hengi sig til Faderen, hengir Han os alle.
Den som med andagt følger messeofferet blir derfor delagtig i den, aand, som lever i Jesus. Ti at overvære messeofferet er et vidnesbyrd om, at vi vil være ett med Jesus, at vi samtykker i at bli frembaaret med Ham. Her er den kilde vi øser det sande, kraftfulde, dype religiøse liv av, vor tros visshet, vort haabs triumferende glæde. Fra alteret strømmer den kraft, som gjør at vi elsker vore medmennesker, opofrer os for dem, tilgir vore fiender, overvinder vor egoisme, føler os i samfund med de andre. Fra alteret mottar vi kraft til at leve ydmygt, rent, retfærdig, til at erkjende den verdslige lykkes blændverk og tomhet. Fra alteret utgaar den aand som gjør os sterkere end den blodige vold eller den perfide undertrykkelse, som troens fiender bruker for at tilintetgjøre Jesu verk paa jorden. Og fremfor alt mottar vi i messeofferet kristendommens dypeste impuls, alle dyders sjæl: kjærlighetén til Gud, vor Fader. Denne kjærlighet er den kraft som fører vort hjerte tilbake til Gud, som gjør at vi betragter alt ut fra Ham, for i arbeide og i hvile, i glæde og i sorg bare at ha én hensigt at gjøre Guds vilje som trofast elskende barn. Det er Jesu offeraand som utgyder sig i os, og Jesu livsvisdom.
Den samme aand som utgaar fra messeofferet, er ogsaa kilden til det høiere mystiske liv i Kirken. Dets hovedtræk er jo sjælens vidunderlige dragning til Gud i den betragtende bøn, sjælens kjærlige søken efter brudgommen, dens fromme dvælen ved den Korsfæstede, dens inderlige, faste vilje til at la sig lede av Guds egne inspirationer, som overgaar vor forstand. Den kontemplative trang og den barnlige lydighet mot den Helligaands indgivelser opnaar sin fulde utvikling netop derved, at Kristus daglig ofrer os Gud i forening med sig selv. Hvad er dette andet end at føre os til Faderen, at meddele os noget av sin egen ret til at leve i Faderens skjød, av sin egen evne til at finde Gud overalt? En klarere bevissthet om at vi ved Jesu naade er blit delagtig i Guds liv utfolder sig i vor sjæl, og paa samme tid en energisk vilje til at overvinde alt det som sætter sig imot vor længsel efter de evige goder.
VII.
"Nu gleder jeg mig i mine lidelser for Eder og utfylder i mit kjød det som fattes i Kristi lidelser, for Hans legeme, som er Kirken." (KoIoss., 1, 24.)
Det hellige offer kan ikke fordype vor enhet med Jesus og utvikle vor glade bevissthet om den, uten at vi blir mere og mere opmerksom paa vor pligt og vor evne til at lide med den lidende Frelser. At bære korset med Jesus er altid blit betragtet som et kjendemerke paa den sande, egte kjærlighet til Gud og den nødvendige betingelse for at naa frem til den kristne fuldkommenhet. Taalmodighet i de prøvelser som Guds forsyn sender os, kraft til at fornegte os selv, til at "miste sit liv" for at finde det, (Math. 10, 39) er derfor en av messeofferets mest velsignede frugter.
Der er dem som ikke forstaar dette alvorlige sprog. De som ikke er fortroliggjort med den katolske teologi og med de store mystikeres liv, mener at vore forsagelser, som overhovedet alle vore gjerninger er uten værdi, baade for os og for vore medmennesker. "Hvorfor skulde jeg trænge til at fornegte mig, til at lide? Har ikke Kristus ved sin smertefulde død fyldestgjort for min synd? Kan mine personlige lidelser bidrage noget til min eller andre menneskers frelse? At tillægge mine egne forsagelser nogen betydning for det religiøse liv, er det ikke at undervurdere Jesu lidelsers uendelige kraft? Er Jesu offerdød ikke en gjerning stor nok for at kunne undvære vore gjerninger? "Saaledes spør mangen en kristen.
Men Jesus selv svarer: "Vil nogen komme efter mig, da fornegte han sig selv, tage sit kors paa og følge mig". (Math. 16, 24). Og i virkeligheten er der noget som oprører sig i os ved den tanke, at vi skulde ha lov til at unde os alt, hvad vor natur attraar, mens Jesus lider. Man indvende ikke at Jesus ikke længer lider. Saalænge vi lever det jordiske liv, er Han for os først og fremst den lidende Frelser. Ti hver dag vaagner paany bevisstheten i os om vor synd og vore syndige tilbøieligheter. Tænker vi paa Jesus, saa maa Han vise sig for os som Guds Lam, der tar bort verdens synd. UviIkaarlig føler da et ædelt hjerte at et liv i makelighet og forlystelser, et liv uten alvorlig motstand mot vor sanselighet og vor egenkjærlighet er som en haan for Ham, som bærer det tunge kors, og som ser sig om for at tælle den lille flok av trofaste venner, som elsker Ham mere end sig selv. Ti Jesus vil være en ven for os. Han kommer os imøte i den hensigt ikke bare at frelse os fra den evige død, men at indvie os i sit hjertes dype hemmeligheter: "Jeg vil ikke længer kalde Eder tjenere, ti tjeneren vet ikke hvad hans herre gjør. Men Eder har jeg kaldt venner, fordi jeg har kundgjort Eder alt hvad jeg har hørt av min Fader." (Joh. 15, 15) De sande kristne i alle tider forstod saa godt, at det kristne fromhetsliv var et dypt venskap med Jesus. AIt er fælles mellem Ham og os. Er der noget av Hans sjæleliv som vi ikke blir delagtig i, saa er det fordi vi gir efter for en dulgt egenkjærlighet og lukker os ind i vort eget "jeg". Et hjerte som aapner sig for Jesus, lever et fælles liv med Ham. Derfor føler alle oprigtige kristne, saafremt deres religiøse liv ikke er blit forvansket ved en falsk mystik, at det at lide med Kristus hører med til det kristne livs fuldkommenhet: "Er vi barn, da er vi arvinger, nemlig Guds arvinger og Kristi medarvinger, saafremt vi lider med Ham, forat vi ogsaa maa bli herliggjort med Ham." (Rom. 8, 17).
En spidsfindig teologi kan nok indbilde os at vi maa være fritat for at lide, efterdi Jesus har fyldestgjort for alle synder i al evighet. Men det er bare livsfjern spekulation. Den Kristuselskende sjæl føler sig ikke fritat. Stærkere end al dialektik taler kjærligheten til den guddommelige ven og det kristne instinkts dype intuition. Vi ser Ham tynget ned til jorden av sorg og angst i oljehaven, vi ser Hans saar og forlatthet. Han er vort hjertes elskede ven, og Han lider. Det er nok. Vi vil lide med Ham, vi vil "holde ut med Ham i Hans fristelser" (Lukas 22, 28). Det er ikke nok for os at Iæse i bøker om Hans lidelse, at bli rørt over den, nei, vi vil opleve den. Vi vilde føle det som svik mot Hans venskap at flygte fra korset. Ja, dersom Han selv sparte os for alle prøvelser, vilde vi ha indtryk av at Han betragtet os som uværdige til sit fulde venskap. Dersom vi ikke kunde frembære for Ham vor medlidende kjærlighets offer, maatte vi da ikke frygte for at bli utelukket fra Hans hjertes inderste helligdom? Nei, en kristen som ikke forstaar hvad det er at bære korset med Jesus, har ikke forstaat kristendommen tilbunds. Han har ingen anelse om alt det lys, al den sødme og kraft som Jesus utøser i den elskende sjæl, til gjengjæld for at den for Hans skyld gir avkald paa verdens tomme glæder, og fornegter sin egenkjærlighet. For Hans skyld! det er kjernen i den kristne askese. Vi forsager, vi kjæmper imot vor naturs uordnede drifter, vi ofrer undertiden selv uskyldige glæder, ikke bare for at fremme den aandelige energis herredømme over de lavere impulser og for at bli moralsk ædle mennesker, et formaal som sikkert er værd at efterstræbes, men vi har en meget høiere hensigt: at bære korset med Jesus, vort hjertes guddommelige ven, vor sjæls brudgom.
Men Jesus aabenbarer os en endnu dypere grund til denne medlidenhet. Det er ikke vi som først og fremst vil lide med Ham for at adlyde venskapets krav. Det er Jesus som vil lide i os og fuldbyrde sin lidelse i sit mystiske legeme. "Jesus er i dødsangst indtil verdens ende" (Pascal). Det er Han som blir forfulgt i Kirken, Han som dør i martyrerne, Han som lider i alle taalmodige kristne, som høimodig bærer sine prøvelser og frivillig paalægger sig bodsøvelser. Derfor er det ogsaa Ham vi trøster, naar vi lindrer vore brødres nød: "Sandelig sier jeg Eder, hvad I har gjort for en av disse mine minste brødre, har I gjort for mig." (Math. 25, 40). Ja, Jesus lider indtil verdens ende. Hans lidelse er ikke avsluttet med mysteriet paa Golgatha, men fortsættes og fuldbyrdes efterhvert som Hans trofaste venner i alle tider og land bærer hver sit kors og "utfylder i sit kjød det som mangler i Kristi lidelser." Den hele Kristus vil lide. Men den hele Kristus indbefatter hele menneskeslegten, fordi Guds Søn ikke forente med sin guddommelige Person en menneskelig person, men den menneskelige natur.
Ut fra denne store realitet kan vi ogsaa med fuld sandhet paastaa, at de kristne, som udmerker sig ved en særlig stor kjærlighet til Jesus, soner for sine medmennesker naar de paatar sig lidelser i den hensigt. Vel er det mennesker som lider. Vel har deres bodsøvelser, betragtet som menneskelige gjerninger, ikke korsofferets sonende kraft. Og allikevel soner de. Allikevel kan mestere i den mystiske teologi, f. eks. Tauler, paastaa at for saadanne sjæles skyld trækker ikke Gud sin naade tilbake fra den syndige verden. Hvorfor? Fordi det er Jesus som lider i sit mystiske legemes lemmer. Den frelsende kraft som ligger i Jesu korsoffer besjæler ogsaa de kristnes offere, bønner og gode gjerninger, og det i desto høiere grad jo mere de trænger alt hovmod og alle egoistiske bihensyn tilbake, for rent og fuldt at gi sig over i Jesu kjærlighet. Forenet med Jesus og drevet av Hans aand kan vi alle sone for verdens synder, fyldestgjøre Guds retfærdighet, avverge Hans straffedommer, naar vi bærer korset med blikket fæstet paa Jesu kors. En forringelse av Jesu forløsningsverk skulde denne lære bety! Nei, den bunder i en meget høiere opfatning av Jesu fortjenester. Vi tror at Jesu kjærlighet eier en saa dyptgaaende kraft, at den ikke bare tilslører vor synd, men lutrer og forvandler vort indre, skaper i os et nyt liv, indgyder i w Jesu eget liv og knytter os saa inderlig til Ham, at vi likesom blir én person med Ham. Vi lever ikke Iflenger, det er Kristus som lever i os. Er det Ham som lever i os, saa er det ogSaa Ham som lider i os og soner gjennem os. For den som taper den grundsandhet av syne, at Kristus og Kirken er ett, blir selvfølgelig den katolske mystik altid fremmed. Men denne sandhet staar urokkelig. Er det ved Guds naade blit forundt en at opdage, at hele det nye Testamente bærer denne i sig, da blir det noget velsignet at gjenopleve kristendommen ut fra dette grundsyn.
I den hellige messe blir vor mystiske enhet med Jesus os altid dypere bevisst. Altid stærkere blir derfor ogsaa trangen til at be, til at lide og sone med Ham. Med rette ser vi i messeofferet den hemmelighetsfulde magt som bevarer verden fra undergangen. Hovmod, hat, avind, utugt, løgn, aager, alt det lave, alt det syndige i vor natur vilde bryte alle dæmninger og som et bølgende hav vælte sig ind over samfundet, dersom ikke messeofferet stadig vedlikeholdt menneskehetens forening med naadens kilde : Den Korsfæstede.
VIII.
"Og da Lammet hadde aapnet boken, faldt de fire levende væsener, og de fire og tyve ældste ned for Lammet, og de hadde alle harper og guldskaaler fulde av røkelse, som er de helliges bønner, og de sang en ny sang." (Johannes aabenbaring 5, 8.)
Naar vi overveier hvad messeofferet er, da blir, det klart for os, hvorfor Kirken har lagt saa megen. omhu i at skape en liturgi som svarer til dets storhet, og som bidrar til at vække og veilede de troendes andagt.
Denne liturgi blev naturligvis ikke formet paa én gang. Liturgien er vel, som selve Kirken, i sit inderste væsen av Gud. Dens spire er troen paa Jesus, Gud og menneske, som bor iblandt os i sakramentet og. ofrer sig for os, troen forenet med den kjærlighet og den glæde som gjennemgløder det kristne hjerte, naar det møtes med sin Gud. Men denne guddommelige spire blev nedlagt i menneskeslegtens skjød. Dens utvikling er derfor tiden underkastet og bærer præget av de vilkaar som paavirker selve den menneskelige kulturs gang. Men i løpet av nogen aarhundreder var liturgiens utformning i det væsentlige avsluttet. Omkring dens centrale handling, Jesu offer ved konsekrationen, hadde der dannet sig en cyklus av bønner, ceremonier, symboler og hymner, som gir et gripende uttryk for de troendes samliv med Jesus den Korsfæstede.
I begyndelsen var liturgien en ganske kort og enkel andagtsform. De troende forsamlet sig, snart hos den ene, snart hos den anden, til en fælles nadver. De talte om Jesus. Saa tok den "ældste", nemlig en apostel eller en viet prest, brød og gjorde hvad Jesus hadde gjort aftenen før sin død, og hvad Han hadde befalt at gjøre til sin ihukommelse. Brødrene tok imot Jesu legeme og blod, sang hymner, bad fælles bønner og vendte tilbake til sine hjem, fulde av glæde og inbyrdes kjærlighet.
Denne "eucharisti" skilte sig ut fra den jødiske gudstjeneste baade ved den tro som bar den, og derved at den holdtes den første dag i uken, ikke paa sabbaten (Apostlenes gjerninger, 20, 7).
Efterhvert som Kirken vokste, antok ogsaa liturgien en fastere form. Den skulde jo være et uttryk for Kirkens fælles tro og og et høitidelig vidnesbyrd om de troendes enhet i Kristus. Derfor maatte den ogsaa præges av den orden og den enhet, som er Kirkens kjendemerke, paa samme tid som dens rituelle og dogmatiske indhold utviklet sig. Messen var nu ikke længer som et familiemøte, en forsamling av en liten flok troende, hvor den hellige handling kunde fuldbyrdes i al likefremhet, og hvor saa at si endel improvisering omkring den overleverte urform kunde tillates. Kirken var blit et folk, som omfattet mennesker av forskjellige nationer og samfundslag med forskjellige aandelige tendenser og religiøse. erindringer fra sin fortid. Gudstjenesten blev holdt for altid større mængder. Alt dette bidrog til at liturgien efterhvert blev utvidet, tilpasset efter store forsamlingers krav, beriket med endel av det menneskelig sande, skjønne og gode som Kirken opdaget i andre religioners ritusser. Men av den samme grund maatte den ogsaa underkastes en disciplin for at bli bevart fra individuelle overgrep eller fra impulser utenfra, som ikke lot sig forene med den kristne tro og moral. Paver, biskoper, kirkelærere, munker, kunstnere gav sig ikast med den opgave at gi liturgien sin endelige form.
Saaledes opstod i løpet av nogen aarhundreder dette majestætiske hele, hvor bøn, sang, ceremonier, symboler ordner sig i harmonisk skjønhet omkring Jesu offer, for baade at uttrykke de troendes forening med Offerlammet og at fremkalde en mere levende bevissthet om messeofferets storhet. Liturgien er hele Kirkens bøn. Det er Kristi samfund. som utformet den og bevarer den, samfundet med sin tro, sin teologiske tænkning, sin mystik, sin religiøse begeistring, sit offerliv, sin fromme kjærlighet til Jesus, sin sans for det symbolske i verdensaltet, sin kunst, veiledet av den autoritet som Jesus gav hierarkiet for at vaake over kristendommens livsutfoldelse.
Derfor er messeliturgien, den mest upersonlige av alle andagtsformer, ogsaa den som best svarer til enhvers personlige religiøse trang. Enhver føler sig hjemme 'i den, naar han engang har forstaat dens indhold og mening. For enhver er dens symboler, de dype tanker den indebærer, den begeistring den aander og den mystiske glød som lever i den, en mægtig tilskyndelse for det aandelige livs fremgang. Her føler vi at vort personlige religiøse liv netop bestaar deri, at vi blir delagtige i det fælles liv, den fælles tro og kjærlighet som hele Kirken mottar av sit hoved Jesus Kristus.
IX.
"Ordet er blit kjød." (Joh. 1, 14)
Der er dem som tar forargelse av at vi bruker symboler, ceremonier, ydre former til vor gudstjeneste. Den offentlige gudstjeneste skulde allerede i sig selv være imot Guds vilje, eller i det minste overflødig. Sier ikke Jesus. "Naar du ber, gaa ind i dit kammer, luk døren, og be i løndom til din Fader!" (Math. 6, 6) Er det ikke like saa let eller endna lettere at finde Gud i ensomheten, eller ute i skogen, paa fjeldet eller paa havet, i den vidunderlige natur som opløfter tankene til skaperen? Og saa beskylder man vor gudsjeneste for at fornedre eller materialisere det aandelige, for at staa i motsætning til Jesu ord om tilbedelsen i aand og sandhet, ja endog for at være blandet med hedenskap. "Og hvorfor denne ødselhet med guld og sølv og kostbare stoffer? Kunde ikke alt dette gives til de fattige? "Men Jesus svarer: "Hvorfor gjør I denne kvinde fortræd? Hun har gjort en god gjerning mot mig!" (Math. 26, 10). Jesus billiger kvindens symbolske handling. Og Han billiger ogsaa Kirkens gudstjeneste, ti alle bebreidelser man retter mot den er grundløse.
En offentlig gudstjeneste er ikke mot Guds vilje. Vi er individuelle personer, vel, derfor gaar vi ind i lønkammeret, derfor ber vi i vårt hjerte ute i naturen, sammen med blomstene og fuglene, med solen og stjernene, med bækkene som risler og bølgene som hæver sig. Det er sikkert ikke den katolske Kirke, den eneste som har en mystik, som kan beskyldes for ikke at værdsætte den indre bøn. Men vi er ogsaa et samfund, det er Jesus som har villet det. Derfor maa vi ha en fælles gudstjeneste, en liturgi som er samfundets røst, som gir os at høre samfundets bankende hjerte.
En fælles gudstjeneste er umulig uten ydre former. Hvorledes kunde folket ellers, samles, hvorledes kunde en fælles andagt ellers uttrykke sig? Men alle disse former, saalangt fra at utelukke aanden og sandheten, er tvertom bærere av aand og sandhet. Ja, de er meget mere aandelige og sande end en kultus som foragter dem. Hvorfor skulde handlinger som at bøie knæ, at løfte hænderne, at brede armene ut, at kysse alteret, ikke kunne faa en religiøs betydning? Selve naturen lærer os dem som uttryk for ærefrygt, underkastelse, ydmyg bøn eller kjærlighet. Er de menneskelig gode, hvorfor skulde de ikke ofres Gud? Vort legeme er skapt av Gud som sjælens redskap. Sammen med sjælen skal det vende tilbake til sin skaper ved at tjene sjælens andagt. Likeledes de øvrige materielle ting. Hele verden skal lovprise Gud. Vand, ild, virak, blomster, lys, harmoniske toner, det guld som ligger skjult i fjeldet, det voks som biene frembringer, den balsam som drypper fra trærne, alt bærer i sig en guddommelig tanke, en guddommelig impuls, og alt skal vende tilbake til Gud. Selv kan disse ting ikke kjende eller tilbe sin skaper. Men mennesket tar dem og opløfter dem til det aandelige plan ved at indordne dem under sin tanke, sin tilbedelse, sit hjertes offer.
Vi fornedrer ikke det aandelige, nei, vi høiner det materielle. Det syndige menneske fornedrer den materielle skapning og fører den paa avveier, bort fra Gud, naar det tvinger den til at tjene sine syndige begjær. Men det bedende, det gudelskende menneske frigjør den fra syndens trældom ved at la den tjene Gud som symbol paa sin andagt. Dette skulde være imot aand og sandhet? Nei, der ligger guddommelig sandhet i det. Det er Gud selv som gav den materielle skapning evnen til at indordne sig under det menneskelige sjæleliv. De som fordømmer det, viser derved at de ikke har det rigtige, dype syn paa skabningens enhet og sammenhæng. Deres religion lider under dualisme. Den er mere eller mindre beslegtet med manikæernes forestilling om den materielle verdens tilblivelse gjennem det onde princip. Kristendommen kjender ikke nogen uhelbredelig splid mellem det aandelige og det materielle. Han som skapte baade den aandelige og den materielle verden ut fra en eneste evig tanke, har lagt verdensaltets orden saaledes, at det lavere tjener det høiere, at det høiere høiner det lavere. Dette er "sandhet".
Og der mangler heller ikke "aanden". Jesu aand er den Helligaand, den evige kjærlighet med hvilken Faderen og Sønnen elsker hverandre og som "Gud har utøst i vore hjerter". (Rom. 5, 5). Det er denne kjærlighet som vil at alle skabninger skal delta i vor gudstjeneste, i vor tilbedelse og forenef med os vende tilbake til skaperen.
Den aand som bor i os, som elsker Gud over alt, utbreder sit herredømme over den synlige verden, tar likesom fat i den, for at føre alt til Jesus paa alteret, forat alt gjennem Ham skal ofres Gud. Ogsaa kunsten skal gripes av den samme aand. Kunsten med sine former, sin plastik, sin rythme, sin harmoni er vakker og god allerede naar den gjenspeiler menneskets tanker og følelser. Hvor meget mere naar den taler om Gud, naar den blir besjælet av den Helligaand som bor i menneskets hjerte, naar den forkynder eller vækker længselen efter Gud, og indordner sig under vore himmelske mysterier!
Hedenskap skal det være? Nei, symboler, ceremonier, rituelle handlinger er i sig selv hverken kristne eller hedenske, men menneskelige. De blir kristne eller hedenske efter de tanker mennesket lægger i dem, efter den religiøse forestilling eller impuls vi bringer i forbindelse med dem. At Kirken forstod at bruke dem, beviser netop den beundringsværdige virkelighetssans den fik av Gud. Kirken har en dyp følelse av menneskets slegtskap baade med den usynlige og den synlige natur. Den vil tillempe sin gudstjeneste efter de krav som Gud selv har lagt i vort indre. Rigtignok har Kirken i sin liturgi optat symboler og riter som ogsaa hedenske religioner hadde brukt: altere, lys, røkelse, vievand, processjoner, majestætiske rythmer, offergaver, prestelige klær, likesom den ogsaa gav den græske kunst indpas i sine gudshus, og den romerske prosa indpas i sin teologi. Men det var ikke hedendommen som hadde git disse ting evnen til at være billeder paa det religiøse liv, det var skaberen. Kirken har utskilt fra dem alt det lave og urene som de var blit forvansket med og besjelet dem med kristne tanker. Derav kommer tildels den enestaaende poesi som ligger i den katolske liturgi. Dens former uttrykker ikke bare et menneskes flygtige stemning eller begrænsede tanke, som kunstverker flest, men en evig, en guddommelig virkelighet. De bærer i sig noget av det evige liv som Guds aabenbaring har bragt til os. Det er Guds evige idéer, Guds evige kjærlighet som gjenspeiler sig i dem og sænker sig ned i vort hjertes inderste, der hvor evnen bor til at møtes med Gud. Kirken har dermed den store fortjeneste ikke bare at ha git liturgien en større evne til at gripe hjertet, men paa samme tid at ha frelst kunsten fra dens sikre undergang i lastens og absurditetens avgrund.
Men det er ikke bare den rene, sande menneskelighet som vedkjender sig det symbolske i religionen. At uttrykke det guddommelige i synlige former er overensstemmende med selve kristendommens dypeste væsen og med Guds frelsesplan. "Ordet er blit kjød", lyder kristendommens forløsende sandhet. Ingen kan se Gud. Hans sandhet ligger uendelig høiere end vor forstand, Hans kjærlighet kan ikke føles av vort hjerte som en menneskelig følelse.
Derfor vilde Han aabenbare sig i en menneskelig form, for at vi skulde magte det umulige: "at se Ham, at høre Ham, med vore hænder at føle paa livets ord". (1. Joh. 1, 1). Hans visdom klær sig i det menneskelige sprog. Hans kjærlighet indeslutter sig i et menneskelig hjerte og kommer os imøte i form av venskap, øm medlidenhet, hengivenhet, tillid, omsorg, i former som vi kan fatte og føle. Nei, det er ikke imot kristendommens aandelige karakter at uttrykke det aandelige i synlige former. Gud har selv gjort det. Alle vore "former" gjenspeiler denne ophøiede sandhet, kristendommens velsignede mysterium: "Ordet er blit kjød".
X.
"La os derfor med tillid træde frem for naadens trone." (Hebr., 4, 16.)
Et gripende minde om Jesu død paa korset, en ritus som uttrykker Hans offer hver dag indtil tidernes ende, en kilde til tro, haab, kjærlighet, anger, til religiøs og moralsk livskraft i det menneskelige samfund, dette er den katolske messe. Denne tanke er katolikkenes hjerte grepet av, naar de ved daggry fromt og alvorlig søker Guds hus for at overvære messen. Ti den som har forstaat messeofferets storhet, føler trang til at være med, ikke bare om søndagene, men hver dag, naar livets vilkaar gjør det mulig. Morgenskumringen bryter frem gjennem korets vinduer. Den evige lampe vaaker, et symbol paa den milde, mystiske glød i de troendes hjerter. Alteret staar i vokslysenes skjær og venter paa Offerlammet. Saa træder presten frem for at utføre den ældgamle og altid nye ritus. Forenet med Kristus fuldbyrder de troende religionens høieste handling, hjertets offer til Faderen. Det er hellige øieblikke. Utenfor raader verden, en fiendtlig makt som leirer sig omkring katedralens ærværdige murer. Vellyst, hat, vrede, pengegriskhet, dystre rænker, mørk overtro, overlegen vantro, kold likegyldighet hersker og trodser Gud. Snart er maalet fuldt, og verden vil gaa under i sin egen ondskap. Men nei!
Indenfor Kirkens murer har det religiøse liv fundet et sikkert sted. Her lyser troen, her stiger sjælens evige længsler op til himlen, her gløder kjærligheten, her graater angeren, her lyder det fra Jesu og alle troendes mund: "Fader, i Dine hænder overgir jeg min aand!" Ti her utbreder Jesus sine armer for at trække alt til sig og roper: "Fader, tilgiv dem!" Mysterium fidei", troens mysterium, men uendelig mere velsignet end al fornuftens klarhet, for den som aapner sit hjerte for Guds gave.
II. DEL.
MESSELITURGIEN
MESSEN OMFATTER:
I. - En indledning (Trinbøn).
II. - Katekumenernes mess (fra Introitus til Ofringen).
III. - De døptes messe, med den stre hoveddele: Ofringen, Konsekrationen og Kommunionen.
....
....
....
